Han har nøje udvalgt og sået hver enkelt sort for at teste deres egenskaber over en årrække. Kornsorterne er planlagte led i et mangeårigt eksperiment, der foregår dels i markerne ved Støvring og dels i et laboratorium ved Mariager.

I samarbejde med foreningen Landsorten arbejder Anders Borgen med at teste og udvikle henholdsvis vårhvede og vinterhvede for at fremavle resistente egenskaber over for særligt udbredte og skadelige plantesygdomme. Arbejdet kræver nøjsomhed og tager lang tid.

Planteforædler Anders Borgen udvælger kornplanter i en mark, som han bevidst har inficeret med svampesygdommen stinkbrand.

Anders Borgen er meget motiveret for at undersøge sygdommen stinkbrand, der sætter sig på planternes kerner og får dem til at rådne. Man kan ikke umiddelbart se skaden på en hvedes aks, men hvis man åbner det og tager kernen ud, afsløres svampeinfektionens sorte sporer.

Det stinker, uddyber planteforædleren, ligesom rådne fisk i en container i Skagen Havn. Men værst er, at hvis en landmand eller gartner får stinkbrand på sin mark, er høsten dømt til at give et dårligt udbytte, da symptomerne spreder sig med lynets hast. Hvis først én plante rammes, kan landmanden vinke farvel til en profitabel sæson.

I 2025 har Anders Borgen og Landsorten testet sygdommen på intet mindre end 500 forskellige sorter af vinterhvede, inklusiv både aktuelle sorter i dyrkningen, som eks. ‘Skagen’, men også eksotisk materiale fra genbanker, som eks. tyrkiske landsorter.

Hele marken er blevet inficeret med 10 forskellige smitteracer af stinkbrand. Kunsten er at se, hvilke sorter der bliver angrebet, og hvilke der helt går fri.

De planter, der har et resistensgen, tager Anders Borgen med ind i laboratoriet til DNA-tests.
I sidste ende handler planteforædling om at finde de resistente gener og sørge for, at de fremavles i fremtidens sorter.

Men det er ikke helt så enkelt. Ud af de 500 sorter må man også finde en version, der har andre ønskværdige egenskaber til dyrkning.

Borgen undersøger kornblade for at forstå, hvordan forskellige svampesygdomme angriber.

Det betyder, at de resistente sorter ikke bare automatisk udvælges ‘som vindere’. De skal først krydstestes for andre gener, for i sidste ende handler opgaven om at finde den gensammensætning, der tilsammen udgør en ‘superplante’.

Og det tager ekstremt lang tid for en indavlet korntype bruger ti år på at blive genetisk stabil. Anders Borgen er bevidst om, at han ikke kommer til at se resultatet af sit arbejde, før pensionsalderen for længst er nået.

Han leverer årligt frø til Landsorten, en medlemsforening for hovedsageligt landbrugsfaglige og interessenter. Medlemmerne kan få fingre i økologisk såsæd af specielt udviklede sorter, som dem, der fremavles i Støvring.

Hele projektet er målrettet økologiske dyrkningsmetoder, hvor kemiske sprøjtemidler er no go. Det handler om at gøre kornsorterne naturligt modstandsdygtige over for sygdomme i de tidlige vækststadier og dermed undgå at anvende bejdsning – hvor frøene dyppes direkte i pesticider, der virker under jorden.

Det er et alvorligt miljøproblem, og derfor skal der findes bæredygtige alternativer til økologiske bedrifter.

Anders Borgen er uddannet agronom og har arbejdet med planteforædling i knap 20 år.

Han har selv omlagt sit barndomshjem på Møn til økologisk drift og skrevet en ph. d.-afhandling om stinkbrand. På alle måder bruger han sin akademiske baggrund til at udføre jordnært og praktisk arbejde i marken.

Han har tidligere fået midler fra EU’s forskningsprogram ‘Horizon’, og i øjeblikket er hans største projekt finansieret af Landbrugsministeriets Udviklingsprogram. 

I den anden forsøgsmark dyrker Anders Borgen vårhvede, og her eksperimenterer han med krydsning for at fremavle ‘supersorter’, der både er resistente over for gængse plantesygdomme som meldug og rust, har nogle proteiner der gør dem gode at bage med og er lange og robuste i kampen mod ukrudt på marken. 

I konventionelle landbrug er det tilladt at bruge herbicider og fungicider (mod henholdsvis ukrudt og svampeangreb), men økologer kan ikke sprøjte for eksempel ukrudt væk. De har desuden et lavere forbrug af gødningsmidler, og derfor er det vigtigt at udvikle nogle kornsorter, der kan gro nemt og har naturligt stive, lange og stærke strå.

Der må under ingen omstændigheder komme lejesæd, så det handler om at finde en sort, der er stærk nok til at kunne gro under det konventionelle gødningsniveau, deler planteforædleren.

For at krydse korn fjerner han støvdragerne med pollen fra blomsten.

Alle kornsorter i marken skal helst sammensættes på en måde, så Anders Borgen kan finde frem til en ‘superplante’.

Generne er hentet fra hele verden og brugt til at skabe eksotiske miks mellem for eksempel en amerikansk hvede med purpurfarvede lilla kerner og en svensk vårhvede med gode dyrkningsegenskaber, der førhen er blevet krydset med en blå art. 

På nogle måder minder det lidt om den ‘gale videnskabsmands udendørs eksperimentarium’. Selvom kornmarken står idyllisk hen i maj heden. Der er da også stringent kontrol med krydsningerne, understreger Anders Borgen og tilføjer med et smil:

Efter at have besøgt forsøgsmarken i Støvring vænnes det utrænede øje til at spotte forskellene i hver enkelt korntype. De ligner pludselig ikke hinanden længere. Måske man – ligesom Anders Borgen – udvikler en nøjsomhed og kærlighed for den genetiske detalje. 

Kuldioxid (CO2) er en meget vigtig – men også problematisk – drivhusgas, der bidrager til klimaændringer på jorden. Biokul kan hjælpe med at fjerne noget CO2 fra atmosfæren og dermed reducere mængden af drivhusgasser.

Biokul laves af organisk materiale, som har været opvarmet under meget høje temperaturer – 500 til 700 grader – under iltfri forhold. Produktionen kaldes pyrolyse, og resultatet er et forkullet produkt med et højt indhold af kulstof (der er et grundstof med betegnelsen C (engelsk: carbon)).

Biokul ligner til forveksling almindeligt grillkul og er i princippet lavet på samme måde.

Men modsat kul til grillen der fremstilles med henblik på at brænde det af, så er hensigten med biokul at tilføre den til jorden bl.a. for at binde (eller lagre) kuldioxid. Kullet kan laves af husdyrgødning, husholdningsaffald, spildevandsslam eller halm.

Illustration af de processer som organisk materiale gennemgår ved opvarmning uden tilførsel af ilt – herunder pyrolyse. Typiske procestemperaturer er angivet. Kilde: ‘Reduktion af landbrugets klimaaftryk ved termisk pyrolyse af afgrøderester og organiske gødningsfraktioner’, Roskilde Universitet, 2019.

De to førstnævnte har normalt været gennem et biogasanlæg, hvorefter en fiberrest filtreres fra den afgassede gødning og derefter tørres. Den tørre fiberfraktion laves til biokul ved pyrolyse. Pyrolyse af halm er mere simpel, idet den tørre halm kan behandles direkte. Fællesnævneren for de organiske materialer er, at de indeholder kulstof, som planter og træer har bundet fra luften igennem deres naturlige fotosyntese.

Oprindeligt har planterne taget kuldioxid gas (CO2) fra atmosfæren og anvendt det sammen med vand og sollys til at producere sukker (glukose) og ilt (O₂). I den proces bliver det resterende kulstof (C) bundet i planternes væv, der også kaldes biomasse. Planterne bliver spist af dyr og mennesker, og ved fordøjelsen frigives igen CO2. Plantemateriale der efterlades på jorden nedbrydes på samme måde af jordens mikroorganismer og omdannes via forbrænding.

Med produktionen af biokul indlejres kulstof fra dette større kredsløb ’tilbage’ i en form, der er meget stabil i jorden og ikke kan udnyttes af jordens mikroorganismer. Da mikroorganismerne ikke kan nedbryde biokullet, undgår man, at kulstoffet omdannes til CO2 og kommer tilbage til atmosfæren – som forurenende drivhusgas-effekt.

Det svarer til at låse CO2 fast i jorden, så det ikke kan slippe ud igen.

Animation af biokuls molekylære opbygning. Produceret af Kristian Erik Høpfner Frandsen, adjunkt ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet.

Ved at lagre biokul på marker og i naturen, kan man altså opbevare CO2 sikkert. Men klimaeffekten ryger selvsagt, hvis biokul bruges som brændsel til opvarmning. Udenlandske undersøgelser har vist, at biokul tilført til landbrugsjord kan reducere emissionen af en anden vigtig drivhusgas, nemlig lattergas. En sådan effekt er dog indtil videre ikke påvist under danske forhold.

Biokul kaldes også ’aktivt kul’, fordi det har en meget stor indre overflade, som kan binde opløste stoffer i sig samt fastholde vand. På mange måder fungerer det som en effektiv svamp. Desuden indeholder biokullet selv nogle næringsstoffer. Det kan derfor i noget omfang erstatte almindeligt gødning, fordi det indeholder plantenæringsstoffer som fosfor og kalium. Stofferne er dog ofte ikke helt så tilgængelige for planterne, når de bindes i biokul, som i ubehandlet biomasse.

Man har endvidere fundet ud af, at man på sure jorde kan opnå en positiv effekt på afgrødernes vækst ved at tilføre biokul, fordi biokullet har en kalkvirkning. Kalkeffekten kan dog ikke kopieres til Danmark, fordi landmændene allerede tilfører kalk til jorden.

Derfor er biokul ikke så effektivt ift. at fremme plantevækst i de danske jorde.

Foto: Dominique-Hommel FRANCE, European Union 2011 – EP

For tiden promoveres klimafordelene ved at producere biokul. Det overvejes, hvordan det kan indgå i et kommende klimakvote-system. Tanken er, at man skal belønnes for at binde CO2 i jorden. En sådan belønning er nødvendig for at dække omkostningerne ved pyrolyse, idet de øvrige fordele ved biokul ikke er nok til at betale omkostningerne for landmændene.

Fordelen ved biokul er, at det laves af naturlige ’spildprodukter’ i landbruget. Derfor er det en god måde, hvorpå landmænd i Danmark og andre lande kan være med til at nedbringe drivhusgas i atmosfæren og i øvrigt minimere forbruget af konventionel gødning.

Pyrolyse med produktion af biokul forventes både at kunne bidrage til at reducere atmosfærens indhold af drivhusgasser, samtidigt med at det kan medvirke til en god recirkulering og genanvendelse af vigtige næringsstoffer i organisk affald.

Til gengæld kræver den strategi nogle relativt store pyrolyse-anlæg og en klar infrastruktur for at hente henholdsvis biomassen ind og transportere det producerede biokul tilbage til de enkelte gårde. En sådan infrastruktur har man på store biogasanlæg. Men processen kræver også stor kontrol, idet en dårlig pyrolyse kan medføre dannelse af giftige tjærestoffer.

Pondicherry er en af Sydindiens historiske og attraktive byer. Den ligger ved Den Bengalske Bugt, og området omkring er kendt for sin eksperimenterende og vibrerende arkitekturstil. Her er mange alternative bygninger, som er designet, så de ”stikker ud i gadebilledet”.

Èt af dem er Fish House (fiskehuset), hvor NyTænk er på eftermiddagsbesøg sammen med arkitekten bag Mona Doctor-Pingel. Huset ligger på hjørnet af en travl hovedgade ved byens centrale kanal og har fire etager. Det har stået færdigt siden 2019.

Facaden vender øst, så solen står lige på det meste af dagen. Kun 200 meter derfra ligger havet, og nær ved er der et lokalt fiskemarked, som tiltrækker mange sultne fugle til området. Samtidig er der markant trafikstøj fra de mange knallerter og biler, der trafikerer forbi på daglig basis.

Alt i alt var der behov for at tænke i en konstruktion, hvor hjemmet blev beskyttet og lukket af.

Foto: Didier Larsen

Den yderste facade er grøn fra fortov til tag og lavet med en ramme af metal, der er adskilt fra de solide murstens-kolonner. Her gror blandt andet jasmin blomster og flotte gule valmue arter. I bunden er der et jordlag.

Mona fortæller, at det er nemmere at anlægge større planter, der gror naturligt mod lyset, i stedet for små potteplanter, der skal drypvandes og fordres med udvalgte næringsstoffer. Sidstnævnte kræver langt meget mere af husejerne – så det er ikke særlig fleksibelt.

Fordi husets facade er ”levende” og ændrer sig i takt med, at årene går, er det dog stadig vigtigt, at ejerne går op i at holde planterne nogenlunde, understreger Mona. Samtidig skal metallet også plejes og males løbende, så det ikke eroderer i den stærke salte luft fra havet.

Hele setuppet kræver dygtige hænder, der kan lave rammen og metalarbejdet samt har en god idé om, hvordan man kan gro forskellige planter, mener hun. Og så bør det gøres i tæt samarbejde med kunden.

Ejer og søn i familien Auroshashwat Jena fortæller, at bygningen er helt unik og anderledes end de konventionelle modeller, den velhavende familie før har boet i. Også selvom den kræver lidt ekstra arbejdsindsats, og familien har måttet opgive nogle kvadratmeter til den grønne indretning.

Bygningen er naturligt ventileret, så der har kun været behov for at installere aircondition i soveværelserne. Bagerst er der for eksempel også en gårdhave, som skaber luft og lys til hele bagsiden, inklusiv badeværelserne, viser Mona.

Foto: Santosh Kumar

Naturlig ventilation er en brugbar egenskab i Indien, et land med en årlig gennemsnitstemperatur på over 30 grader. Her er de fleste beboere afhængige af enten aircondition-systemer eller små flytbare elektroniske ventilatorer.

Fiskehuset i den mellemstore indiske by er et godt eksempel på, hvordan man kan både lydisolere, skabe grønt liv på bygninger og gennemtræk af luft uden brug af strøm. 

En biopond langs den østlige væg hjælper med ekstra nedkøling, mens betonblokke skaber automatiske ‘luftkanaler’ i konstruktionen.

Foto: Santosh Kumar

Regeringspartierne forhandler lige nu med Folketingets partier om, hvorvidt kold fjernvarme med jordvarme og varmepumper skal inkluderes i varmeforsyningsloven på lige fod med fjernvarmeværker og dermed have adgang til kommunegaranterede lån.

Måske det kan lyde en smule tørt. Men beslutningerne fra Christiansborg er vigtige for små samfunds reelle mulighed for at omstille i en mere klimavenlig retning og etablere fælles varmeløsninger på landsbybasis.

Og her stak Klima-, Energi- og Forskningsministeriet desværre en alvorlig kæp i hjulet for lokale og bæredygtige energiinitiativer, da ministeriet i sommers sendte en ændring af varmeforsyningsloven i høring. Hvis ændringen vedtages, vil det udelukke at kold fjernvarme med varmepumper i de enkelte huse betragtes som fjernvarme.

Hvilket vi i Vedvarende Energi stiller os kritiske over for.

Heldigvis har der siden været opråb fra både lokale, eksperter og borgmestre i landets kommuner. Så nu må politikerne beslutte, om forslaget skal ændres, så kold fjernvarme skal have de samme rettigheder som almindelig fjernvarme, hvor det varme vand, der cirkuleres, ikke behøver ekstra opvarmning.

Beslutningen er afgørende, fordi det vil give boligejere i områder uden for fjernvarmenettet mulighed for at søge kommunegaranterede lån til fælles varme med kold fjernvarme – eksempelvis jordvarme – på fælles basis.

Kommunegaranterede lån har en rente svarende til normale kreditforeningslån. Det giver en finansiel tryghed, og er en billig finansiering for dem, der gerne vil omstille væk fra at bruge gasfyr, olie eller brændeovn i deres hjem.

Kold fjernvarme kan forsynes med jordvarme og slanger nedgravet i en mark som denne. Foto: Vedvarende Energi

Vi mener ikke, at der skal diskrimineres mellem dem, som er henholdsvis inden for fjernvarmenettet (og dermed kan benytte sig af kommunegaranterede lån) og udenfor, heller ikke med varmeforsyningsloven.

Det vil skabe forskelsbehandling mellem de store byer og de mindre landsbyer.

Borgere, der bor i landsbyer, hvor der er for lille varmeforbrug til fjernvarme, bør også have muligheden for at udskifte individuelle løsninger med fælles løsninger uden, at finansieringen skal være barrieren.

Og det bliver svært, hvis ikke det nuværende udspil for kold fjernvarme ændres.

Læs også: Fra Permatopia til politisk dagsorden: Kan jordvarme hitte uden for fjernvarmenettet?

Kun 57 procent af det danske varmeforbrug er i dag dækket af fjernvarmenettet. Af de resterende godt 40 procent, forventes over halvdelen at kunne have gavn af kold fjernvarme. Det er dem, der bor i nærheden af andre – for eksempel i mindre landsbyer eller huse liggende tæt langs en vej.

Så der er et kæmpe potentiale for kold fjernvarme. Men lige nu afventer flere frontløbere på energiområdet politikernes afgørelse. Der er allerede omkring 50 småbyer, hvor folk har udtrykt interesse for kold fjernvarme, og de hænger pt. i et regelmæssigt limbo.

Et godt eksempel er Håstrup på Vestfyn med 200 indbyggere og en aktiv energifællesskabsforening. Deres fælles forslag til kold fjernvarme bliver formentligt ikke til noget, hvis projektet ikke kan få kommunegaranti. Det er ærgerligt, for det er alle mennesker, der virkelig gerne vil udskifte klimabelastende privatforbrug af olie og gas.

Men de får kun muligheden, hvis politikerne tager affære og ændrer ministeriets udspil. Derfor håber vi i Vedvarende Energi virkelig, at energipolitikkerne på Christiansborg vil lytte – både regeringspartierne og de andre parter i energiforliget.

Det er nu, der skal handles!

NyTænk møder B. Sullivan i hans alternative hus ”Trash Mahal” – et ironisk ordspil på det verdensberømte mausoleum Taj Mahal, ét af Indiens mest berømte attraktionsmål.

Han er helt sin egen karakter. Den amerikansk-fødte mand kom til Auroville i Sydindien i midten af 1970’erne, draget af ”the city of dawn”, som lokale kalder den. Byen er en slags selvstyrende del af Indien, og ligger tæt ved kysten spredt ud mellem jungle og støvede sandveje.

Auroville hviler på et spirituelt fundament, og siden sin ”fødsel” i 1970’erne har den udviklet sig i eksperimenterende retninger ift. bydesign og livsstil. Der bor mange internationale rejsende fra hele verden.

Beboerne har en vision om at bygge en bæredygtig by, hvor der er harmoni mellem menneske og natur, og hvor alle tager kollektivt ansvar. På den måde passer B og hans hus af skrald perfekt ind.

Huset består af et nærmest religiøst indgangsparti og en lille forhave, en mørk rummelig stue, udendørs brusebad og en trappe op til et stort og lyst soveværelse med udsigt til trækronerne udenfor.

“Waste is wealth” understreger B, imens han begejstret viser et par puf-puder lavet af outdatede plastikbannere og med et lille hul i siden, så man kan fylde dem ud med bløde plastikposer. Han demonstrerer, hvordan de alligevel føles ergonomisk gode at sidde på.

Puderne står i stuen, hvor man også finder små firkantede kommode-lignende møbler lavet af gamle Tetra Pak-kartoner til juice. B. afskyr Tetra Pak, fordi det er bearbejdet med kemikalier for blandt andet at stoppe væske fra at trænge igennem indpakningen og gøre det muligt at transportere letvægts-pakkerne over tusindvis af kilometer.

Af samme årsag, og fordi Tetra Pak er vandtæt og varmeresistent, er det faktisk også integreret i husets tagplader. Pladerne er købt fra en indisk entreprenør, som knuser kartonerne under høj varme, så deres egenskaber kan bruges på ny. 

I Auroville genbruger de meget og har blandt andet organiseret et genbrugscenter og en økoservice-enhed, som B arbejder i. Men omkring 30 procent af alt affald ender stadig i små uorganiserede losseplads-huller i naturen. Hvis det ikke bliver genbrugt, ender det bare med at forurene jorden og skulle graves op af kommende generationer, fortæller B, før han giver en anekdote om udviklingen af affald i Indien;

Derfor har han tænkt kreativt i sit hus blandt andet brugt gamle VHS-bånd som udvendige mursten i forhåbningen om, at de kan holde længe i forskelligt slags vind og vejr. Det samme gælder de mange tomme vinflasker, han har samlet i den internationale zone. Her er de blevet smidt væk i et forsøg på at skjule, at køberne har brudt Aurovilles strenge regler, der forbyder alkohol. 

Det tog B godt to år at samle alle materialer til huset. Og han fik hjælp af både frivillige, håndværkere i området og sit netværk.

Selve husets fundament er også hovedsageligt lavet med ”frie” ressourcer, som ellers var gået til spilde.

Husets søjler er fremstillet af et afrikansk mahogni træ, som væltede og lå i vejen under en cyklon i Auroville, mens B også har fundet overskudstræ (bl.a. akacie) fra et lokalt snedkerværksted til trægulvet.

Der var dog behov for at komme en smule cement i, for ellers ville termitterne i området hurtigt gøre det af med gulvets fundament. Og fordi træet ikke er maskinlavet på industriel vis, er der naturlige huller i, som giver et naturligt lys.

Ydermuren til det udvendige toilet er lavet af overskudsmursten af keramik samt fliser fra forskellige byggepladser. Det hele skulle alligevel bare på lossepladsen, fortæller B.

”Folk bliver inspirerede af at se mit hus. Men hvis konceptet skal op i større skala, kræver det professionelle hænder, som er villige til at tænke ud over standardmaterialer og vægte bæredygtigheden højest,” mener B.

Han håber, at hans hus kan være med til at vise alle – også i Danmark – at man kan genbruge stort set alt.

Fællesskabet rummer i alt 90 boliger og en oprindelig gård, som er omdannet til fælleshus. På området imellem sig har beboerne lavet et otte kilometer langt system af jordvarmeslanger.

Jordvarmen er koblet til en stor vand-til-vand ammoniak varmepumpe i det centrale teknikrum. Herfra fordeles varmen i to cirkulationskredsløb til de enkelte boliger og fælleshuset. Det varme vand til henholdsvis gulvvarme og brugsvand er adskilt, fordi der er brugt dobbelt rørføring.

I alt har bofællesskabet investeret godt 5 millioner kroner i anlægget.

Beboerne valgte ammoniak som naturligt kølemiddel til varmepumpen frem for fluor-baserede versioner, som er væsentligt mindre klimavenlige, fortæller Lyster.

Ingeniøren forklarer, at opløsningen konstant cirkulerer forbi varmepumpen, hvor den får ammoniakken op at koge og dermed fordampe, da ammoniak har et meget lavt kogepunkt (- 33 grader).

Når den fordampede ammoniak gas komprimeres (fortættes) af varmepumpens kompressor, stiger trykket og temperaturen. Den varme damp føres gennem en kondensator og frigiver varme, når den vender tilbage til væskeform.

Varmen overføres så til det “tekniske” vand via en varmeveksler og ledes ud til boligerne. Princippet er det samme som i en luft-til-vand varmepumpe, men jordtemperaturen er mere stabil end lufttemperaturen, har de erfaret i Karise Permatopia.

uddyber Lyster og tilføjer, at det er vigtigt at få dimensioneret jordvarmeslangerne korrekt ud fra boligernes varmebehov, så jorden omkring dem ikke afkøles for meget. 

I hele landet har der ifølge Tekniq Arbejdsgiverne været en stigning i antallet af solgte jordvarmeanlæg, fordi gaspriserne røg i vejret efter Ruslands angreb mod Ukraine i 2021. Flere private med store landejendomme og god plads i haven har investeret i anlæggene.

Det er vigtigt at fremhæve potentialet for kollektiv geotermisk varme og køling, der kan hentes fra de øvre jordlag. Typen kaldes termonet og kan med fordel etableres i områder uden for fjernvarmenettet herhjemme, understreger Søren Erbs Poulsen, geolog og forsker i vedvarende varmeforsyning ved VIA University College i Aarhus.

Læs også: Explainer: Hvad er geotermisk energi?

Poulsen mener, at kollektiv energiforsyning på stort set alle klimaparametre slår de individuelle løsninger som for eksempel luft/vand varmepumper eller pillefyr.

Han mener derfor, at flere danske husstande kunne bruge jordvarme som et bæredygtigt alternativ.

Han tilføjer, at individuelle luft/vand varmepumper bruger cirka 50 procent mere strøm end termonet varmepumper.

Fra politisk side er der opbakning til at opvarme flere huse og bygninger med naturlig varme fra jorden – både når det gælder den overfladenære og dybe jordvarme (geotermi). Geotermisk energi skal i stigende grad udkonkurrere konventionel naturgas og biogas, fastslår blandt andet en 2024 strategi fra Europa-Parlamentet.

Strategien opfordrer til, at der skal være mere bred viden tilgængelig om teknologierne bag, og at regeringerne må kortlægge underjordiske ”hot spots”, fordi jordvarme er en både stabil og vedvarende energikilde.

Den kan potentielt forsyne tre fjerdedele af Europa og være med til at erstatte fossile brændsler fra olie- og gasbrønde, lyder argumentet.

Et eksempel på dyb jordvarme herhjemme er det Mærsk-ejede firma Innargi, som har satset stort på at etablere Europas største geotermiske anlæg, hvor de vil hente varme 2,5 kilometer nede i undergrunden og forsyne en femtedel af Aarhus Kommunes boliger med jordvarme distribueret via fjernvarmenettet til husholdningernes radiatorer.

I Danmark kalder den nationale energikrisestab (NEKST) på grønne individuelle varmeløsninger. De anbefaler, at staten sikrer udvikling og understøttelse af termonet, hvor ledningerne løber mellem mere end én bygning. Staben fastslår dog også, at der er begrænsede danske erfaringer med den praktiske organisering og etablering af termonet.

Samtidig er der uklarhed omkring reguleringer.

Billede af geotermiske slanger i en vejkasse. Billede: Søren Erbs Poulsen

Permatopia løb også ind i en del regulatoriske udfordringer, da de skulle sætte systemet op tilbage i 2015, fortæller Lars Hovmand Lyster. Tanken var oprindeligt, at fællesskabets 225-kilowatt store vindmølle skulle levere strøm direkte til husstandene, men det spændte Danmarks daværende regler for energifællesskaber ben for.

De enkelte huse måtte ikke dele strøm indbyrdes, og derfor valgte Karise Permatopia at gå med en central løsning, hvor vindmøllen i stedet forsynede fællesgården og varmeforsyningen. Derfra kan strømmen “sælges” og sendes ud til de enkelte beboere. 

Ifølge Lyster havde det været smartere med en decentral løsning, hvor noget af varmen blev skabt af varmepumper og solceller direkte ved de enkelte familier.

Han understreger, at selvom beboerne selv agerer ”varmemestre” i den daglige drift, er det alfa og omega at lave serviceaftaler med professionelle leverandører. Specielt for at sikre, at lovgivningsmæssige krav til for eksempel trykprøvning eller vedligeholdelse af brand- og sikkerhedsudstyr overholdes.

Jordvarme er en alternativ opvarmningsform sammenlignet med andre kilder som naturgas, træpillefyr eller luft-til-vand varmepumper.

Ifølge Videncenter Bolius er de største fordele ved jordvarme, at det er miljøvenligt og en god måde at fremtidssikre sin bolig på. Dog er installationen en dyr investering, som kræver et stort og frit have eller markareal, hvor der er plads til at grave ned i jordlagene.

I de kommende år er der alligevel et stort potentiale for at anlægge jordvarme for flere af de omkring 40 procent danske husstande uden for fjernevarmenettet, mener miljø NGO’en VedvarendeEnergi. Organisationen opfordrer blandt andet private forbrugere og kommuner til at etablere lokale energifællesskaber til fælles varme- og elproduktion.  

Men jordvarme net kræver plads og koordinering i mindre landsbyer, hvor folk bor tæt sammen i centrum, bemærker Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator i VedvarendeEnergi.

På et praktisk plan kan termonet med fælles jordslanger etableres som et fjernvarmesystem, hvor brugerne betaler en tilslutningsafgift og får varme via en varmepumpe i deres hus. Jordvarmeslanger, fordelingsnet og eventuelt individuelle varmepumper ejes da af et forbrugerejet andelsselskab, ligesom mange almindelige fjernvarmeværker, uddyber Olesen.

Systemet er kollektivt, hvilket kan gøre det lettere at få folk med, mener Vedvarende Energi, som opfordrer de danske kommuner til at støtte op med billige lån til installation af nye termonet rundt om i landet.

Sådan fortæller Saravanan A., stifter af det udendørs produktionssite Advika Builders i Sydindien.
Her laver de mursten af en alternativ blanding i hånden, før den kommes i en semi-automatisk trykmaskine drevet af både elektrisk strøm og håndkraft. Processen tager kun et par timer, før der er mursten på standardstørrelser som 24 x 9 centimeter.

Først tager arbejderne en trillebør fyldt med maskine-knust jord og kommer en smule cement og sand i af to omgange. Herefter tilsættes 25 liter vand, og det hele blandes manuelt med hænderne.
Mikset giver 30 til 35 mursten, og de skal stå i cirka en måned, før de er tørre og faste nok til at transportere videre.

Hele processen foregår uden forbrænding eller brug af ild.

Saravanan påpeger, at man kan tage jorden fra udgravningen til en bygnings fundament. På den måde undgår man at skulle hente materialerne udefra. Overskydende huller kan efterfølgende udnyttes kreativt til eksempelvis regnvandsopsamling. Pointen er, at man alt i alt prøver at minimere påvirkningen af naturen mest muligt.

NyTænk er på besøg i Auroville – en eksperimenterende by beliggende ved den indiske syd-østkyst.
I årtier har både indere og tilrejsende bosat sig her for at skabe et alternativt og mere bæredygtigt samfund baseret på lokal produktion.

Der er flere kreative håndværkere her, som tester nye bygningskonstruktioner med sand, mudder og kalk. De undersøger både holdbarhed, modstandsdygtighed og produktion og arbejder på, hvordan man kan forbruge ting fra nærområdet.

Lige ved siden af Advika Builders ligger det eksperimenterende videns- og uddannelsescenter ‘Earth Institute’.

Her arbejder blandt andet arkitekter og frivillige med research af forskellige jordtyper fra Indien og hele verden. De finder ud af, hvordan specielle kombinationer af henholdsvis ler, sand, grus og silt i jorden passer med forskellige produktionsmetoder, fortæller Kishor G. M., arkitekt ved Earth Institute.

Han understreger, at jord er genialt at bygge med, fordi det er tilgængeligt for alle mennesker i verden. Earth Institute hjælper bygherrer rundt omkring med at vurdere, hvordan de bedst kan lave mursten ud af den jordtype, der er på byggepladsen.

Saravanan har også samarbejdet tæt med instituttet, som lærer både lokale og praktikanter fra storbyerne forskellige metoder til at lave mursten af mudder og andre jordtyper. Undervejs indsender han jordprøver til test i centeret, som vender tilbage med vejledning til blandingsforhold, og hvorvidt den bestemte jordtype for eksempel er solid nok til at danne en ydervæg.

Hans mursten kræver særligt, at jorden indeholder en del ler. Det kan ikke være sort “bomulds-sand”, som er alt for løst i strukturen og hovedsageligt bruges inden for landbruget i subtropiske egne.

Helt centralt er, at murstenene nemt kan adskilles til deres naturlige komponenter (sand, jord og vand) efter brug. På den måde kan ressourcerne genbruges og indgå i et mere cirkulæart kredsløb, understreger han afslutningsvist.

Der er virkelig brug for, at vi får en arbejdskultur i Danmark, hvor kloge hænder snakker sammen med et fælles blik på helheden, når vi skal omstille byggesektoren i en mere grøn retning. Det ville minimere både byggetekniske fejl og spild af ressourcer.

Jeg har et brændende ønske om, at vi kan begynde at tænke mere tværfagligt – selvom det kræver et opbrud med den silotankegang, der desværre er tendens til på både tekniske skoler og byggepladser.

Snedkerne har ikke styr på, hvad VVS’erne gør, eller hvornår en maler skal inddrages. Fagundervisere på skolerne har tit svært ved at svare på spørgsmål omkring, hvordan eller hvorfor man bygger bæredygtigt, hvis det ikke konkret ligger indenfor deres felt.

Læs også: Opinion: Faglærte er ’need to have’ hvis den grønne omstilling skal lykkes

Jeg er med på, at mange spørgsmål omkring bæredygtighed kan være svære at svare entydigt på. Det er komplekst. Men der mangler en grundlæggende dialog omkring den måde fremtidens håndværkere skal bygge på og en villighed til at henvise videre eller lære nyt, hvis man ikke selv har svaret.

Vi skal begynde at spørge meget mere nysgerrigt ind til hinandens arbejde, hvis vi vil forandre fortidens forældede byggeprocesser og blive bedre til biobaserede materialer, affaldssortering, ressourceudnyttelse, design osv.

Silo-tendensen fortsætter desværre ind i arbejdslivet.

Håndværkerne bør generelt inddrages langt tidligere i byggeprojekter, for vi har vigtig viden om materialer, konstruktion og holdbarhed. Derfor bør vi være med i den indledende planlægnings- og designfase og ikke kun, når beslutninger er taget, og projektet allerede kører med 120 km i timen.

Læs også: Opinion: Vælg langtidsholdbar kvalitet – også indenfor sikringsbranchen

Arkitekter og ingeniører er gode til at beregne, designe og sørge for, at et byggeri overholder reglerne. Det er vigtigt.

Men det er også vigtigt at tage højde for træbeskyttelse og vide, at et helt stringent hus uden udhæng kan være problematisk i et land med meget nedbør, der slider på husets ydersider.

Eller at et fundament kan konstrueres på forskellige måder, der kan være mere eller mindre CO2-besparende. Man kan bare se, at hvis de udførende hænder får lov at være med allerede fra start, så har vi større chance for at bygge klimavenligt.

Og hvis håndværkere og andre faggrupper arbejder tæt sammen, skaber vi en større forståelse af, hvordan vi kan bygge langtidsholdbart, sundt og i bedre kvalitet. Det giver også en øget faglig stolthed og forståelse for, hvad vores fag kan hver især. Samt blod på tanden og mere kærlighed til materialerne.

Altsammen hvad den grønne omstilling har brug for! Stolte håndværkere med kloge hænder, som er med fra start til slut. Det håber jeg, at både skolerne og branchen vil åbne mere op for fremover.

Lige nu er der desværre en ”vild natur”-strømning, som skygger for at se skovens potentiale.

Læs også: Opinion: Urørt skov og naturnationalparker skal genoprettes – og med hjælp fra dygtige skovfaglærte

Naturstyrelsen er i gang med omfattende rydninger og indgreb i knap 70 procent af statens skove i Danmark. De udlægges som såkaldt ”urørt” skov – uden videnskabelig dokumentation eller faglig enighed om, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi for eksempel ønsker mere biodiversitet.

Min bekymring som skov- og landskabsingeniør er, at vi gør uoprettelig skade og ødelægger de gode resultater, man har set i den danske natur efter indførsel af både skovlovsrevisionen i 1989, Naturbeskyttelsesloven og EU-Habitatdirektivet.

Alle tre satte klare målsætninger for at drive skovene multifunktionelt med både fokus på naturhensyn som urørt skov, genopretning af skovmoser og bæredygtig skovdrift. Det fokus blev yderligere forstærket af FSC-certificeringens krav om udlæg af minimum 10 % urørt skov.

Udviklingen sammenlignet med for 50 år siden har været virkelig positiv.

Dengang blev skovfaglige uddannet som hardcore produktionsfolk, der brugte sprøjtemidler og kemikalier. Miljøforholdene var helt ude af fokus, men i dag drives skovene med stor respekt for naturen. Det har resulteret i den artsrigdom, vi nu oplever.

For eksempel har vi i dag har langt flere skovfugle, herunder mange arter specifikt knyttet til de mange nåletræsplantager. Mængden af dødt ved og træer vinder terræn i skovene. Og siden 1990’erne er der jævnfør Naturstyrelsens opgørelser sket en geninvandring af 128 arter, mens blot 19 er forsvundet.

Alligevel vælger tidens politikere og en snæver gruppe af specialiserede biologer og forskere at sætte alt på spil for et ensidigt eksperiment med en uklar målsætning, som – ifølge deres egne ord – er ’open-ended’.

For eksempel anbefales det at fjerne nåletræer fra vores skove. Men tæerne opsuger to til tre gange mere CO2 end de hjemmehørende arter, man vil genindføre, og de leverer lokalt og bæredygtigt produceret træ til den grønne omstilling. Og de har også, som nævnt, bidraget til artsdiversiteten i vores natur.

Vi har brug for diverse skove. Men vi risikerer at miste dem, fordi den nuværende strategi er topstyret og svigter inddragelse af en stor mængde viden og erfaringer fra dygtige eksperter og skovfaglige rundt om i landet.

Den står også direkte i kontrast til anbefalinger fra bl.a. Concito (grøn tænketank red.). I deres oplæg efterspørges multifunktionel (flersidig) arealanvendelse som et nødvendigt svar på Danmarks areal knaphed.

Retningen er lagt af folk, der ikke nødvendigvis har deres dagligdag i skovene og desværre er blinde for de mange nuancer, som gør det farligt at implementere en så vidtrækkende og dominerende løsning i de 75,000 hektar forstligt-drevne kulturskove.

Værst af alt er, at strategien slet ikke adresserer det egentlige problem for biodiversiteten i Danmark.

Artiklerne ovenfor peger ret entydigt pilen i retning af de lysåbne naturtyper, hvor en blanding af intensivt agerbrug og fjernelse af hede, enge, overdrev og moser har forårsaget store tab i antallet af insekter, fugle og dyr.

Læs også: Opinion: Vi taler alt for lidt om jord!

Sidstnævnte var tidligere kultur-naturtyper, som rummede en rig artsdiversitet. Nu gror de til i krat, og arterne forsvinder.

Vi har – måske mere end nogensinde – brug for dygtige skov- og naturforvaltere med et bredt udsyn, som dedikerede kan bidrage til at imødegå både naturkrisen, men også holde fokus på alle andre bæredygtighedshensyn.

Det skylder vi fremtidens samfund.

”Da vi startede ud, var her ikke andet end en kortklippet græsplet og egetræer. Første opgave var at skrælle græstørven af, grave ud og lægge det i bunker for at skabe terrænforskelle. Det giver nemlig grobund for både sol- og skyggeforhold samt et mere fugtigt lav-område og tørre høje,” fortæller han indledningsvist.

Lorenz Galsgaard har det lille firma ‘Naturhåndværkeren’ og specialiserer sig i at skabe udeområder med flere insekter, blomster, urter, træer og svampe. Han arbejder blandt andet med at skabe vild natur i kompakte bymiljøer mellem veje og bygninger. I Kolding-projektet blev han hyret ind af konsulentbureauet Vildskab, der arbejder med natur i bymiljøet, og arkitektfirmaet Mejeriet.

Læs også: Musicon-projekt krævede entreprenører med flair for genbrugsmaterialer

En af arkitekterne bag projektet, Daniel Filipe Correia, fortæller at målet med den nye, godt 1000 m2 store have var at forbinde Koldings togstation med den indre bydel.

“Den er tilgængelig for alle og har en diversitet i både arter og farver,” siger han.

På de små høje nær Jens Holms Vej blev det øverste græs vendt på hovedet og overfladen fræset. Senere kom det resterende grus fra udgravningen ovenpå for alt i alt at bedre forholdene for et græsfrit og næringsfattigt miljø til hjemmehørende planter som stauder.

Et par mellemstore sten er spredt taktisk ud på højene, så de varmes op af sollyset på forskellige tidspunkter af dagen. Her skal insekter kunne sole sig og få energi både vinter og sommer.

Læs også: Opinion: Vi taler alt for lidt om jord!

Alt i alt handler arbejdet om at skabe forskellige biozoner – også selvom det er på få kvadratmeter, understreger Galsgaard. Biodiversitet handler i hans øjne om at give plads til forskellige insekter, svampe, planter og dyr og sørge for, at der er liv i gennem alle fire årstider.

Fra sin egen “baghave” nær Vissenbjerg på Fyn medbragte han et stort stykke ahorntræ, der blev transporteret i tre separate dele og bagefter skruet sammen. Træet ligger centralt og skaber blikfang, men det har også en vigtig funktion i det lille økosystem.

”Træet er dødt ved, som egentlig bare skal forgå. Først kommer der svampe og æder af det og derefter blandt andet biller og fugle,” han og tilføjer, at træbarken skaber solpladser til for eksempel dagsommerfugle. Det samme gør stendyngerne placeret nær ved.

Tættest ved bygningerne har Lorenz Galsgaard med sine minigraver og minilæsser gravet et lavningsområde på 70 – 80 m2. Det var beregnet til fugtige lavninger med mosebund, men han løb ind i udfordringer, da der i stedet var en gruspude, som fortsatte i dybden.

Det endte med, at Galsgaard måtte lave en meget dybere udgravning. I stedet for mosejordsbund blev der lagt muldjord ud fra udgravningen til den lille gennemgangssti. Planen blev lavet om, så der i stedet blev plantet blandt andet iris og kæmpestar, samt sået vilde frø sanket fra den lokale ådal. Alle arter der trives i et fugtigt miljø.

Som små “skov-øer” i terrænet er der også plantet benved og vildrose, tjørn og slåen, og bærbuske som solbær og ribs.

Projektet ligger lige ud til Kolding Å, som i oktober 2023 steg til over halvanden meter. Det lille parkområde ligger blot to meter over vandet, og det kan ifølge Galsgaard blive problematisk fremover, hvis Danmark får flere stormfyldte måneder med havvandsstigninger. Heldigvis har kommunen lavet planer for at håndtere begge situationer, så det er tænkt ind i designet fra start, understreger han.

At skabe et lille og kompakt naturspot i bymiljøet kan gøres for både små og store midler, påpeger Galsgaard afslutningsvis. Både ved at gro og lad stå til eller ved at lave en hurtig omstilling, som der er gjort i Kolding Åpark.

”De største udfordringer er generelt, hvis du skal anlægge på en gammel byggeplads med murbrokker underneden. Eller hvis der er en markant skygge fra en høj bygning. Men ellers kan det meste lade sig gøre. Det er bare et spørgsmål om at tænke ud fra mulighederne,” siger han.